


Sebastian Lehrke, en af vores Nordisk Heroes, tilbragte juni, juli og august 2025 på Svalbard. Han arbejdede som skibsfotograf for et ekspeditionsteam og fotograferede regionens natur og dyreliv gennem næsten hele den arktiske sommer. Her fortæller han om mødet med isbjørnene, og om hvad han så forandre sig.
”Ærligt talt var min første tanke: Hvor er de? Jeg kan ikke se dem!”
En isbjørn er svær at få øje på. Den cremehvide pels går i ét med havisen, sneen og tågen, og landskabet er så stort, at der kan gå dage uden en eneste observation. Isbjørnen lever desuden alene og bevæger sig tålmodigt og langsomt.
Mange af billederne ser ud, som om de er taget tæt på. De er fotograferet med teleobjektiv og ofte beskåret kraftigt bagefter. På Svalbard gælder strenge regler for, hvor tæt man må komme på isbjørne, og det er ikke tilladt at opsøge dem.
Isbjørne er uforudsigelige rovdyr, og et møde kan udvikle sig på få sekunder. Ender det galt, bliver bjørnen ofte skudt af sikkerhedshensyn. Afstandsreglerne beskytter dyrene mod stress og forstyrrelse, især under jagt og når hunner går med unger. De skal også sikre, at bjørnene ikke vænner sig til mennesker.
”Vi havde spejdet efter isbjørne på havisen i timevis, før det gik op for os, at meget af isen nu ligger langt længere mod nord end tidligere. Bjørnene har mindre område at jage på. I stedet begyndte vi at se dem tættere på bebyggelse, drevet af sult mere end nysgerrighed.”
”Ét syn husker jeg især. En isbjørn foran en gletsjer, men ikke på isen. Den stod på en blotlagt klippe. Det var smukt og hjerteskærende på samme tid.”
”At se isbjørne i deres eget miljø ændrede mit syn på vores ansvar over for Arktis. Det er én ting at se dem på en skærm. Det er noget andet at se en bjørn bevæge sig i et landskab, der bliver mindre.”
”Hvert billede, jeg tog, registrerede både et smukt dyr og et sårbart dyr. Det gjorde ansvaret for at beskytte isbjørnene og deres levesteder meget konkret for mig.”
Sebastian har besøgt nogle af de samme gletsjere over flere år, og forskellen var tydelig.
”Gletsjerne havde trukket sig markant tilbage og efterladt bare klipper og moræne, hvor der før var is. Allerede tidligt på sommeren var meget af havisen væk. Dyrene reagerede også. Isbjørnene kom tættere på kysten, og fugle og sæler ændrede mønstre. Arktis opvarmes hurtigere end næsten noget andet sted på Jorden, og det kan man se.”
Den Internationale Isbjørnedag markeres hvert år den 27. februar.
”På isbjørnedagen vil jeg gerne have, at folk husker, at isbjørnen er et synligt tegn på, hvordan det står til med Arktis. Det, der sker i Arktis, bliver ikke i Arktis.”